XX NORDISKA ARKIVDAGAR
Seminariet Praktisk samarbete indenfor IT
Lise Qwist Nielsen, Rigsarkivet Danmark

Ideer til nordisk samarbejde inden for bevaring, kassation(*), godkendelse og tilsyn
Resumé

Start | Program | Seminar 1 | Seminar 2


To forskellige initiativer har skabt grobund for interessen for at undersøge mulighederne for et evt. øget samarbejde mellem de nordiske lande på bevarings- og kassationsområdet vedr de elektroniske arkivalier.

Først og fremmest den aktive og livlige bevarings- og kassationsdebat der har fundet sted i Norge og Danmark i de seneste år. Den er udsprunget af et ønske om at diskutere og reviderede hidtidige principper eller manglen på samme inden for papirområdet, men knap var blækket tørt i de respektive landes rapporter, før det blev påtrængende også at indarbejde drøftelser af IT-arkivaliernes placering i disse principper. Bevarings- og kassationsarbejdet i de nordiske lande er organiseret forskelligt, men organisationsformen bør ikke udelukke, at man på tværs af landegrænser bl.a. drøfter,

  • om elektroniske arkivalier kan og skal underkastes særlige principper for bevaring og kassation
  • om de traditionelle værdier udfordres alene i kraft af mediet.
  • om det medfører ændrede principper, at arkivalier som tidligere eksisterede i papirform nu videreføres i elektronisk form
  • om der kræves særlige forudsætninger for at foretage bevarings- og kassationsvurderinger af elektroniske arkivalier.
  • om ressourcer - økonomiske og arbejdsmæssige - har indflydelse på beslutningerne også hvad angår elektroniske arkivalier.
Spørgsmål om anmeldelse, forhåndsgodkendelse og standarder er også værd at diskutere, ikke blot for at kortlægge hvordan vi gør hver især, men også for at finde måder at udveksle og drage nytte af hinandens erfaringer. Der har i det forløbne års tid været nogen personudveksling mellem BK-arkivarer fra de norske og danske rigsarkiver med både generelt og konkret frugtbart udbytte. Også dette har givet inspiration til ønsket om at udbrede diskussionen til eventuelt flere interesserede parter.

Et andet initiativ som har inspireret til at indrage flere nordiske lande i en bevarings- og kassationsdebat er de såkaldte IT-ekspertseminarer, som har fundet sted i nordisk regie. Det har været en blandet forsamling af arkivfolk, som beskæftigede sig med elektroniske arkivalier, men fortrinsvis ud fra et medierelateret perspektiv, forstået på den måde at emnerne ofte har drejet sig om opbevaringsstrategier, konvertering versus migration, formater osv. Måske kan der skabes basis for enten at inddrage bevarings- og kassationsrelaterede emner i den eksisterende seminarform -eller for at skabe et selvstændigt forum, hvor resultater af diskussioner kan fastholdes og præsenteres.

Lise Qwist Nielsen, arkivar, Bevarings- og Kassationsafdelingen, ITARK, Rigsarkivet, København, (lqn@ra.sa.dk)

(*) Kassation = gallring